Ritzau
Opdateret kl. 19:00
Den genstand, der tidligere fredag lukkede et julemarked i Potsdam i Tyskland grundet bombefrygt, var efter al sandsynlighed en bombe. Det bekræfter tysk politi ifølge Reuters.
- Mistanken om en improviseret bombe er blevet bekræftet. Det berørte område i centrum af Potsdam skal ryddes. Lyt efter højttalerbeskeder, skriver Brandenburgs politi på Twitter.
Klokken 17.33 skriver samme politimyndighed på Twitter:
- Den kontrollerede demontering af det mistænkelige objekt er gennemført.
Efterfølgende har tysk politi dog så skrevet, at man ikke skal træffe for hurtige konklusioner om genstanden, da prøverne ikke er endeligt afsluttet. Kort før klokken 19 skriver politiet på Twitter:
- Det er tale om en cylinderformet genstand med kabler, batterier og søm. Der er ikke fundet nogen tændsats.
Tyskland er i højeste beredskab omkring julemarkeder efter angrebet sidste år i Berlin, der kostede 12 mennesker livet. Der iblandt chaufføren af den lastbil, der blev brugt til angrebet.
Tidligere fredag blev julemarkedet på Potsdam, sydvest for den tyske hovedstad Berlin, evakueret. Det skete efter fund af en mystisk pakke.
Evakueringen skete, så politiet kunne undersøge pakken, der var afleveret til et apotek ved julemarkedet. Her blev pakken åbnet af en medarbejder, der kontaktede politiet, da han fandt ledninger og elektronik i den.
Specialpoliti blev tilkaldt og pakken altså undersøgt.
Der er over 2600 julemarkeder i Tyskland i december, og sidste år var de oplagte mål for angreb. I år er sikkerheden omkring julemarkederne øget betragteligt.
/ritzau/