Den tyrkiske præsidentkandidat Muharren Ince fra partiet CHP anerkender, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og hans regerende parti, AKP, er sejrherre ved søndagens præsident- og parlamentsvalg.
Men Ince, der opnåede 30,7 procent af stemmerne, siger, at Erdogan, som med en opbakning på 52,5 procent sikrede sig sejren i første valgrunde, bør bestræbe sig på at være præsident for alle.
Oppositionslederen kalder valget uretfærdigt og udtrykker bekymring for, at demokratiet bliver svækket.
- Vi har nu et enmandsregime. Vi går ind i en fase, der er meget farlig, siger Ince.
Lederen af valgkommissionen, Sadi Guven, siger, at valgets forløb var "sundt". Han oplyser, at 99,91 af stemmerne er talt op, og at Erdogan og hans parti er vinder af valget.
De endelige og officielle valgresultater vil blive offentliggjort om 10-11 dage.
Ifølge det statslige var valgdeltagelsen på omkring 87 procent.
Kandidaten fra det prokurdiske Folkets Demokratiske Parti, Selahattin Demirtas, kom ind på en tredjeplads med 8,4 procent af stemmerne.
Den nationalistiske politiker Meral Aksener, som mange havde ventet ville få et gennembrud, fik et skuffende resultat. Hende nye parti, Iyi, fik 7.3 procent.
AKP får 293 af 600 pladser i parlamentet. Men det prokurdiske parti klarede sig bedre end ventet og får 50 pladser i parlamentet.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, var en af de første til at lykønske Erdogan med valgsejren. Han roser Erdogans "store politiske autoritet".
Irans præsident, Hassan Rouhani, lykønsker også den tyrkiske leder og udtrykker håb om et stadigt tættere samarbejde mellem Iran og Tyrkiet.
Serbiens og Bosniens ledere var også hurtige til at lykønske Erdogan og lover et tæt samarbejde med tyrkerne.
/ritzau/Reuters