En tyrkisk chauffør af en lastvogn er blevet sat i fængsel, fordi han mistænkes for at have urigtige erklæringer, så han kunne køre gods fra Tyskland til Danmark.
Oplysningen om den usædvanlige sag kommer fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag.
Det var under en kontrol af lastvogne på rastepladsen i Skærup i onsdags, at betjente fra politiets såkaldt Tungvogncenter Syd besluttede at undersøge en tyrkisk lastvogn nærmere.
Chaufføren viste betjentene en tilladelse, som giver en tyrkisk vognmandsforretning tilladelse til at køre fra Tyrkiet til Danmark og retur igen.
Men politiet fandt ud af, at lastvognen faktisk havde læsset i Tyskland, oplyser specialanklager Pernille Moesborg i pressemeddelelsen.
Chaufføren sigtes for at have medvirket til, at hans arbejdsgiver har afgivet urigtig erklæring på tre tilladelser. Han nægter sig skyldig, men en dommer i Kolding har torsdag besluttet at varetægtsfængsle manden.
Den påståede forbrydelse giver som udgangspunkt en fængselsstraf, lyder det fra politiet.
/ritzau/