EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, siger, at det ikke kan være noget svar for Tyrkiet at lukke grænserne op og lade migranter strømme til Europa.
Men det er det, der vil ske, siger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Det drejer sig om millioner, understreger han.
Von der Leyen siger, at hun har forståelse for Tyrkiets situation med flere millioner syriske flygtninge.
- Jeg anerkender, at Tyrkiet er i en vanskelig situation, hvad angår flygtninge og migranter. Men det, som vi ser nu, kan ikke være et svar eller en løsning, mener hun.
Erdogan meddelte fredag, at han åbner grænsen til Europa. Det har fået mange tusinde migranter til at strømme til den tyrkisk-græske grænse.
Der kommer også flere sejlende fra Tyrkiet til de græske øer Lesbos, Samos og Chios, som i forvejen har overfyldte lejre med migranter, der har fået nej til at komme længere ind i Europa.
Men Tyrkiets præsident fastslår, at vejen er banet for de godt fire millioner migranter og flygtninge, der er strandet i Tyrkiet.
- Hundredtusinder har krydset grænsen, og snart vil det være millioner, siger han i en tv-tale.
Ifølge Reuters har 10.000 migranter de seneste dage forsøgt at passere landegrænsen mellem Tyrkiet og Grækenland. De er drevet tilbage af tåregas affyret af de græske grænsevagter.
Der er foreløbig ikke oplysninger fra uafhængige kilder om, at titusinder skal have krydset grænsen til Grækenland og dermed EU.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP