Den fængslede kurderleder Abdullah Öcalan ventes i dag at opfordre til en "historisk våbenhvile", som kan bane vej for en afslutning på en tre årtier lang konflikt mellem de tyrkiske myndigheder og det kurdiske mindretal.
Den længe ventede våbenhvile ventes at blive erklæret i et brev skrevet af Öcalan i hans fængselscelle på en isoleret ø. Brevet fra den fængslede leder af det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK) ventes at blive læst op i tv og radio for millioner af seere og lyttere.
Opfordringen til en våbenhvile er kulminationen på langvarige forhandlinger mellem Öcalan og regeringen.
Han ventes at udsende en opfordring til militante kurdere om at gå med til en våbenhvile og en mulig fredskøreplan efter det tre årtier lange kurdiske oprør i navnlig det sydøstlige Tyrkiet.
Öcalan var indtil sin anholdelse i 1999 leder af Det Kurdiske Arbejderparti (PKK). Den tyrkisk-kurdiske konflikt har kostet over 40.000 mennesker livet.
Premierminister Recep Tayyip Erdogan og Öcalan, der af mange tyrkere kaldes en "barnemorder", har begge investeret meget i en aftale.
- Om det så skal koste mig min politiske karriere, erklærede Erdogan tidligere om initiativet, der af nogle tyrkere kaldes for et "forræderi" fra regeringens side.
Öcalans erklæring er tilrettelagt, så den falder sammen med det kurdiske nytår, og hundredtusinder er samlet for at feste i byen Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet.
- Vi vil vågne op til en virkelig ny dag, til et nytår, som indvarsler en ny æra, skriver den fremtrædende kurdiske parlamentariker Selehattin Demirtas på Twitter.
Lige fra morgenstunden var folk fra mange steder i Tyrkiet samlet på den centrale plads i Diyarbakir med røde, gule og grønne kurdiske flag for at høre Öcalans brev blive læst op.
- Det er en historisk dag. Vores leder vil tale, siger den 42-årige Aydin Isitmez, som er rejst til Diyarbakir fra Izmir med sin familie for at være til stede.
- Jeg har en søn i bjergene og en søn i hæren. Det er nødt til til at stoppe, siger han med henvisning til, at den ene søn er kurdisk partisan, mens den anden sammen med regeringshærens bekæmper militante kurdere.
/ritzau/AFP