Tyrkiet har mandag sendt en amerikansk statsborger, der har kæmpet for den militante gruppe Islamisk Stat (IS), ud af landet.
Det oplyser en talsmand fra det tyrkiske indenrigsministerium.
- En amerikansk terrorist, hvis retsproces er færdiggjort, er blevet sendt ud af landet, siger talsmanden, Ismail Catakli.
Tyrkiets indenrigsminister, Suleyman Soylu, meddelte i sidste uge, at man mandag ville begynde at sende IS-krigere til deres hjemlande - også selv om de skulle have fået inddraget deres statsborgerskab i de pågældende lande.
Det forlyder mandag desuden, at syv tyske IS-krigere inden længe vil blive sendt ud af landet. Det sker 14. november, siger talsmanden.
Tyrkiet har planer om at hjemsende omkring 2500 krigere. Størstedelen vil blive sendt til EU-lande, siger den tyrkiske statslige tv-station TRT Haber.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters