Håndboldkvinderne fra Team Tvis Holstebro sikrede sig onsdag et rigtig fornuftigt udgangspunkt i kampen om en plads i den ene DM-semifinale. Det samme gjorde kvinderne fra Viborg HK med sejr over Nykøbing Falster.
På udebane vandt Tvis det første opgør i kvartfinalen mod Randers HK med 26-23 og ligger dermed lunt i svinget før returopgøret hjemme i Holstebro om en uge. Viborg sejrede med 25-20 i Nykøbing.
Tvis og Randers sluttede som henholdsvis nummer fire og fem i grundspillet, men det på papiret jævnbyrdige kvartfinalemøde startede med en overlegen fodrap indledning af gæsterne Tvis, som kom foran med 3-0 og holdt den afstand frem til 9-6, før Randers fik løst problemerne og kom på 9-9.
Ved pausen førte gæsterne med et mål, 11-10.
Anden halvleg formede sig imidlertid som første, og Tvis Holstebro smuttede igen væk, på 14-11 og udbyggede på ti minutter til 17-12.
Tvis øjnede for alvor en mindre skakmat og kom også foran med seks mål, mens Randers virkede uskarpe og sløsede.
I de sidste fem minutter vågnede Randers dog til dåd og begrænsede nederlaget til tre mål.
Sejren var Tvis Holstebros fjerde i træk over randrusianerne.
I den anden kvartfinale onsdag aften levede Viborg op til favoritværdigheden i udekampen mod Nykøbing Falster.
Allerede ved pausen havde gæsterne opbygget en føring på 15-10, og det var ikke mindst takket være en veteran i hopla. Rikke Skov hamrede seks mål ind i de første 30 minutter.
Hjemmeholdet chokstartede i anden halvleg og kom hurtigt på 14-15, men herefter genvandt Viborg teten og trak igen så småt fra.
Med ti minutter igen var føringen atter på fem mål, og det endte med en sejr på 25-20 til sidst.
Team Esbjerg og FC Midtjylland er allerede klar til semifinalerne, fordi de sluttede på de to øverste pladser i grundspillet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.