TV2 vil afbryde udsendelser med reklamer

Der skal være mulighed for korte reklamepauser i lange transmissioner, mener TV2's administrerende direktør.
TV2 vil fremover have lov til at afbryde længere udsendelser som Tour de France og Vild med dans med reklamepauser.
TV2 vil fremover have lov til at afbryde længere udsendelser som Tour de France og Vild med dans med reklamepauser. Foto: Martin Sylvest/Scanpix

TV2 vil fremover have lov til at afbryde længere udsendelser som Tour de France og Vild med dans med reklamepauser.

Der fremgår af et notat med ønsker til mediepolitikken, som TV2 har udfærdiget. Her er et af de seks punkter, at kanalen ønsker friere reklameregler, skriver Mediawatch.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

TV2 ønsker ikke at afbryde programmer "i et væk", siger Merete Eldrup, som er administrerende direktør for TV2. Hun påpeger, at det er en kvalitet ved TV2, at programmer ikke bliver afbrudt i tide og utide.

- Vi kan sagtens lave en aftale om, at vi generelt set ikke må afbryde vores programmer, men med lange programmer såsom sportstransmissioner eller Vild med dans vil vi gerne kunne lægge en kort reklameblok ind, siger hun.

TV2 håber, at kanalen kan skaffe flere reklameindtægter, som de seneste år har været nedadgående.

Merete Eldrup håber dog også, at nye reklameregler vil give bedre flow i programfladen.

Som reglerne er i dag, må TV2 ikke afbryde udsendelser med reklamepauser.

Men TV2 kan godt lægge et program ind i eksempelvis en sportstransmission for på den måde at placere en reklameblok imellem udsendelserne.

Det sker eksempelvis i Vild med dans, hvor der inden afgørelsen bliver sendt en vejrudsendelse, så TV2 har mulighed for at lægge reklamer ind.

- Og det er sådan set at irritere seerne lidt. Jeg tror egentligt, at vi ville kunne lave et bedre flow for seerne, siger Merete Eldrup.

Medieordfører for De Konservative Naser Khader er skeptisk, men ikke afvisende over for TV2's ønske, siger han til Ritzau.

- Jeg kan godt personligt lide, at TV2's programmer ikke bliver afbrudt af flere minutters reklamer, og det ved jeg, at mange danskere også kan, siger han.

- Men hvis de er udfordrede i forhold til reklameindtægterne, så vil jeg gerne lytte.

Kulturminister Mette Bock (LA) er i øjeblikket i gang med at indsamle branchens tanker og ønsker op til det medieforlig, der skal træde i kraft i 2019. Det er i den forbindelse, at TV2 melder sig på banen i den politiske debat.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.