Uffe Tang stopper som vært på TV2 News. Det skriver han mandag på Twitter og Facebook.
“Jobnyt: Jeg tiltræder som seniorrådgiver og medlem af ledelsen hos Ulveman & Børsting den 1. august. Jeg stopper i nyhedsbranchen, mens jeg stadig går optændt på arbejde hver dag efter 20 år med nyheder. Men nu skal jeg lære noget helt nyt. Glæder mig”, skriver Uffe Tang.
Det er ellers ikke så længe siden, at den 48-årige tv-vært begyndte i jobbet på TV2 News.
Uffe Tang skiftede i august sidste år til News efter syv år hos DR, hvor han også var politisk redaktør. Tidligere var Uffe Tang ansat på Berlingske.
Her modtog han i 2009 modtog sammen med tre kolleger FUJ-Prisen for Fremragende Undersøgende Journalistik for en længere afdækning af, hvordan Udlændingestyrelsen vildledte danske statsborgere om deres ret til at blive familiesammenført med udenlandske ægtefæller.
Sagen endte med at ombudsmanden kritiserede både Udlændingeservice og daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) for hendes rolle i sagen.