Hvis du studser over, at Jan Swyrtz pludselig igen nævnes blandt sine kolleger i det populære TV 3-program "Luksusfælden", så kan det være, at du også mindes, at han jo er stoppet som vært i programmet.
Men det er han så alligevel ikke. Jan Swyrtz dukker nemlig op i sæson 18 sammen med Carsten Linnemann, Mette Reissmann, Kenneth Hansen og Louise Frost.
Det skriver Realityportalen.dk.
Sæson 18 har premiere til foråret og over for Realityportalen.dk bekræfter Jan Swyrtz, at han er med i seks afsnit.
I modsætning til udmeldingen sidste år, hvor Jan Swyrtz sagde stop for at afsøge andre muligheder, så er han denne gang ikke helt sikker på, om det bliver hans sidste sæson:
- Det er ikke noget, vi har diskuteret endnu. Så lad os nu se. Det kan jo nemt tænkes, at man i givet fald vil fortsætte med de fire øvrige værter, da de faktisk også gør det meget godt, siger Jan Swyrtz til Realityportalen.dk.
I august sagde Jan Swyrtz blandt andet, at han måske bare havde været med for længe, og havde brug for noget luftforandring.
- Der er enormt meget negativitet forbundet med arbejdet med gældsramte. Jeg har stået og sagt de samme ting en milliard gange, og hvorfor skal jeg blive ved med at stå og skælde folk ud i deres eget hjem, som om det var mine egne penge. Jeg kunne jo i realiteten være ligeglad, sagde Jan Swyrtz i august.
Han var dog klar til lave mere tv, hvis de rette muligheder bød sig. Det har de så gjort.
- Men det tror jeg nu godt, at jeg kan vænne mig til (at gå hjemme, red.). Og så har jeg i øvrigt også god tid til at arbejde mere seriøst med mine aktier, der jo har været min primære indtægtskilde i de seneste seks-syv år, siger Jan Swyrtz til Realityportalen.dk.
Om sæson 18 af "Luksusfælden" bliver Jan Swyrtz' sidste sæson, er således usikkert.