Tv-vært tager sønnen med på job: Jeg vil vise ham, at verden ikke er farlig

Rasmus Tantholdt har netop udgivet en ny bog. (Foto: Foto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix (arkiv))

Rasmus Tantholdts søn Emil er med på rejser, og det giver ham en forståelse af, hvad far laver.

- Jeg ser det som min far-søn-ting, at jeg skal vise ham verden, men jeg skal også vise ham verden på en måde, hvor han ikke modsat mange andre tror, at verden er meget farlig.

Det siger TV 2-korrespondenten Ramus Tantholdt til Se og Hør i forbindelse med udgivelsen af hans bog "Med åbne øjne".

Rasmus Tantholdt mener, at hans job ikke er farligere end en politimand, der kører rundt på Nørrebro, hvor der er bandekonflikt, eller en fisker på Østersøen i stormvejr.

Han har haft sin 14-årige Emil med til Seoul i Sydkorea, til Beirut i Libanon og senest til Jerusalem i Israel.

- Der var ballade, men det tog jeg ham selvfølgelig ikke med ud til. Men han var med ude dagen efter, fortæller den 44-årige TV2-korrespondent til ugebladet.

Rejserne giver Emil en forståelse af, hvad far laver, siger Rasmus Tantholdt.