Se flere videoer på Localeyes.dk
En mand har torsdag mistet livet, da han blev kørt over af sin egen bil på Amager i København.
Det oplyser vagtchef Lars Westerweel, Københavns Politi.
Ulykken skete torsdag eftermiddag kort før klokken 15 i krydset Telemarksgade og Sundholmsvej.
- Manden påkører i sin bil en parkeret bil, og af en eller anden grund falder han ud af sin bil, der fortsat er i fart og kører ham over, siger Lars Westerweel.
Manden bliver erklæret død af en ambulancelæge.
Det er sparsomt med oplysninger om ulykken og om den dræbte mand.
De nærmere omstændigheder ved den usædvanlige ulykke skal nu undersøges af en bilinspektør.