Den 53-årige Simon Cowell er kendt som en benhård dommer i "Britain's Got Talent".
Men lørdagens finale i det engelske talentshow fik noget af en overraskende drejning.
En kvinde havde nemlig medbragt flere æg, som blev kastet direkte mod den 53-årige dommer, mens finaledeltagerne, brødrene Richard og Adam, optrådte på scenen.
Kvinden er nu blevet identificeret som den 30-årige Natalie Holt, som tidligere har deltaget i talentshowet.
Men æggekasteriet får dog ikke konsekvenser for den 30-årige kvinde.
- Vi har taget kontakt til politiet, men vi har besluttet ikke at gøre yderligere, siger en talskvinde fra "Britain's Got Talent" til nyhedsbureauet Reuters.
Natalie Holt stillede sidste år op til "Britain's Got Talent" med violinkvartetten Raven Quartet, men dog uden den store succes.
Den 30-årige kvinde beklager i en pressemeddelelse fra talentshowet at have afbrudt de to brødres optræden, men har også givet en anden forklaring om sin æggekastning til de britiske medier.
- Jeg er grundlæggende imod folks mimeri på tv og imod Simon Cowell og hans frygtelige indflydelse på musikindustrien, siger Natalie Holt til avisen Telegraph.
"Britain's Got Talent" blev i år vundet af den ungarske dansegruppe "Attraction". 11,1 millioner briter så med, da finalen rullede over skærmen.
/ritzau/