Tusindvis er samlet til iransk generals begravelse i hjemby

Her ses Esmail Qaani, der har overtaget den dræbte general Qassem Soleimanis post som leder af de iranske elitestyrker, da han tager afsked med Soleimani under gårsdagens begravelsesceremoni. (Foto: Official Khamenei Website/Reuters)

General Qassem Soleimani begraves i sin hjemby Kerman som det sidste led i omfattende begravelsesceremoni.

Den iranske general Qassem Soleimani, der blev dræbt i et amerikansk missilangreb, bliver begravet i sin hjemby, Kerman, tidligt tirsdag morgen dansk tid.

Soleimanis kiste er ankommet til byen i det sydøstlige Iran, hvorfra lokalt stats-tv viser billeder af tusindvis af sortklædte mennesker i gaderne.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Antallet af fremmødte i Kerman kan ifølge nyhedsbureauet AFP matche det enorme fremmøde, der har været ved de seneste dages sørgeoptog for den højtstående general i Irans hovedstad, Teheran, og flere andre byer.

Qassem Soleimani blev dræbt under et amerikansk angreb nær den internationale lufthavn i Iraks hovedstad, Bagdad, natten til fredag dansk tid.

Efter hans død blev der erklæret landesorg i Iran, og iranske ledere har svoret hævn.

Soleimani blev ifølge kendere af Iran regnet blandt landets mest indflydelsesrige personer, måske nummer to i hierarkiet efter Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei. Det skriver Reuters.

Han var chef for elitestyrken Quds inden for Revolutionsgarden og var dybt involveret i Irans militære ageren i konflikter i Irak, Syrien, Yemen og Libanon.

USA regner Quds-enheden for en terrororganisation, så det var efter amerikansk opfattelse en terrorleder, som blev dræbt efter ordre fra præsident Donald Trump.

- Vi er her i dag for at vise vores respekt, siger Hemmat Dehghan, der er en af de fremmødte ved tirsdagens begravelse i Kerman, til AFP.

- Qasem var ikke bare elsket i Kerman eller Iran, men i hele verden.

De sørgende iranere har ved de seneste dages sørgeoptog råbt slagord, mens de marcherede på Teherans store gader.

"Død over USA" og "død over Israel" var blandt de mest brugte.

Iran er ikke ene om at udsende trusler. Donald Trump har i en serie tweets advaret Iran om at holde igen.

Han har skrevet, at USA har udset sig 52 mål i Iran, som vil blive ramt, hvis Iran gengælder drabet. Tallet svarer til det antal amerikanere, som blev taget som gidsler i Iran i 1979.

Trump har også advaret om, at hvis Irak smider amerikanske soldater ud af landet, som Iraks parlament søndag opfordrede til, risikerer Irak at blive ramt af "meget store sanktioner".

Irak går balancegang i sagen på grund af forbindelser til både Iran og USA.

/ritzau/