Tusindvis af kenyanere deltager tirsdag i statsbegravelse af landets tidligere leder, Daniel arap Moi, som døde den 4. februar, 95 år.
Moi regerede Kenya i 24 år - fra 1978 til 2002.
Mois båre - indsvøbt i Kenyas flag - blev tidligt tirsdag bragt ind på et stort åbent stadion i hovedstaden Nairobi af militæret.
Båren blev langsomt kørt fem kilometer gennem Nairobi fra præsidentboligen til Nairobis store station.
Soldater fra hæren, luftvåbnet og flåden marcherede ved siden af båren. Kortegen blev modtaget på stadion af gospelsange fra et stort kor.
Moi er blevet kaldt en nådesløs diktator, hvis regime var belastet af store korruptionssager.
Men en tidligere biskop og personlig ven kaldte han i en mindetale en ydmyg mand.
- Alle, der kendte ham, vidste, at han var en ydmyg mand. Præsident Moi pralede aldrig af nogen bedrift, men tillagde alting Gud, sagde Silas Yegoen, tidligere biskop og personlig ven af Moi i en mindetale ved ceremonien.
Adskillige ledere fra regionen - blandt andre Etiopiens præsident, Sahle-Work Zewde, Rwandas præsident, Paul Kagame, Sydsudans, Salva Kiir, og Ugandas, Yoweri Museveni, deltog i begravelsen, sammen med Kenyas nuværende leder, præsident Uhuru Kenyatta.
Kenya har kun haft fire præsidenter, siden landet opnåede selvstændighed i 1963.
Moi, som næsten altid blev fotograferet med en elfenbensstav, blev beskyldt for at være diktator, men mange har fremhævet hans regeringstid som "stabiliserende" for Kenya.
Udviklingen var relativ rolig - navnlig sammenlignet med nabolandene Rwanda og Somalia. Men fattigdom og korruption forblev store problemer.
Moi efterfulgte statsmanden og uafhængighedslederen Jomo Kenyatta, som han var vicepræsident under.
Ifølge diplomater udviklede Moi sig gradvist fra at være en usikker og forsigtig leder til at blive en autokratisk regeringschef.
Moi, som var søn af en kohyrde i en landsby vest for Nairobi, fik nedkæmpet et kupforsøg efter fire år ved magten.
Han fik derefter indrettet torturkamre i kælderen under Nyayo House, som er en regeringsbygning i Nairobis centrum.
Tusindvis af aktivister, studerende og akademikere sad indespærret i underjordiske celler - uden dom og retssager. Sommertider fik fangerne ikke vand og mad, siger menneskerettighedsgrupper.
Moi blev buhet ud, da han gik af i 2002. Han trak sig tilbage til en rolig tilværelse på en kæmpemæssig ejendom i Rift Valley.
ritzau/Reuters