Et strandområde vest for Esbjerg er onsdag aften blevet afspærret, fordi en tysk turist har fundet en mine på området.
Fundet er gjort på Skallingen, oplyser politiet ifølge TV 2.
Turisten havde taget minen op i hånden, men blev bedt om straks at lægge den fra sig igen.
Angiveligt er der tale om en såkaldt spring-mine, lyder det.
Sidste sommer mente myndighederne ellers, at man kunne erklære området for minefrit efter en årelang og omfattende gennemsøgning.
Under den sidste fase af rydningen på Skallingen blev der fundet cirka 100 miner eller minedele hver eneste dag.
Ved en ceremoni i juli 2012 fik daværende transportminister Henrik Dam Kristensen (S) æren af at sprænge Skallingens tilsyneladende sidste mine.
- Området er ryddet og gennemgået minutiøst, så det lever op til internationale standarder, udtalte projektchef Erik Willadsen fra Kystdirektoratet dengang.
Men han tilføjede samtidig, at man ikke kunne give en 100 procents garanti for, at den sidste mine var væk.
Onsdag har det så vist sig, at noget blev overset under gennemgangen.
Skallingen er et vanskeligt område at kontrollere, fordi der sker sandflugt, og klitter vandrer.
Minerne stammer fra Anden Verdenskrig. Den tyske besættelsesmagt udlagde omkring 72.000 miner på halvøen.
/ritzau/