TTH Holstebro-træner Patrick Westerholm stopper i klubben til sommer.
Den finske cheftræner har meddelt vestjyderne, at han søger nye udfordringer, når den kommende sæson slutter, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Den kommende sæson bliver hans femte i spidsen for klubbens herrehold, der holder til i landets bedste håndboldrække.
- Jeg har indtil videre haft fire virkelig gode år i TTH Holstebro, hvor jeg er stolt af den udvikling, som vi i klubben har skabt, siger Westerholm i en pressemeddelelse fra klubben.
- Det har været en god tid, men jeg føler, at det nu er blevet tid til nye oplevelser, hvor jeg skal afprøve mig selv i nye rammer, og hvor jeg forhåbentlig kan udvikle mig som træner.
Hos TTH har man forståelse for Patrick Westerholms ønske. Men klubdirektør John Mikkelsen ved, at han efterlader nogle store sko til en efterfølger.
- Patrick har sat nogle tydelige og flotte spor i klubhistorien gennem de seneste fire år, og han bliver svær at erstatte, siger John Mikkelsen.
- Han har været den træner, som samlet har skabt de bedste resultater med en DM-sølvmedalje, klubbens første Champions League-deltagelse, et pokalmesterskab og senest en deltagelse i EHF Finals samt hvert år været tæt på DM-medaljer.
/ritzau/