Aktier, råvarepriser og valutamarkeder verden over reagerer kraftigt på, at Republikanernes Donald Trump ser ud til at have kurs mod Det Hvide Hus ved det amerikanske præsidentvalg.
Aktierne på det japanske Nikkei 225-indeks lukkede onsdag med et fald på 5,4 procent.
Den kraftige børsreaktioner har fået regeringen i Tokyo til indkalde til krisemøde med landets centralbank.
Donald Trump har ifølge en række store medier i USA taget sejren i afgørende delstater som Florida, North Carolina og Ohio.
Alt i alt ser han ud til med hastige skridt af nærme sig de 270 valgmænd, der skal til for at kalde sig USA's 45. præsident.
Usikkerheden om hvad det betyder, har fået investorerne til at sælge aktier i stor stil.
- Vi er blevet væltet bagover af valgresultaterne, siger analytiker Tomoichiro Kubota til nyhedsbureauet AFP.
Også de såkaldte futures på Wall Street, der giver en indikation på, hvilken retningen handlen vil åbne i på børsen i New York, falder med over fire procent ifølge AFP.
I London ventes der også et fald på over fire procent, når børsen åbner.
Rystelserne kan også mærke på den amerikanske valuta.
Dollaren er faldet med 3,5 procent i forhold til den japanske yen. Det er det største fald på en enkelt dag, siden briterne stemte for en skilsmisse fra EU.
Dollaren er samtidig faldet med 2,5 procent i forhold til euroen som konsekvens af udsigten til Donald Trump i Det Hvide Hus, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Til gengæld stiger prisen på guld med over fem procent. Guld betragtes som en såkaldt sikker havn for investorer, beretter Reuters. Oliepriserne falder derimod.
Grunden til at markederne reagerer negativt på udsigten til en Trump-sejr, er, at mange investorer anser det som usikkert, hvad han vil gennemføre som præsident.
Derimod vil der formentlig ikke komme så mange overraskelser, hvis Clinton bliver præsident.
I Mexico falder den lokale møntfod, pesoen, med over 13 procent i forhold til den amerikanske dollar. Den ligger tidligt onsdag morgen dansk tid på et historisk lavt niveau i forhold til dollaren, skriver Reuters
Donald Trump har i valgkampen sagt, at der skal bygges en mur mellem USA og Mexico for at holde illegale indvandrere ude.
/ritzau/