Da Donald Trump lagde hovedet på puden efter en lang valg-tirsdag, havde han i en række uafklarede stater et pænt forspring til konkurrenten Joe Biden.
Men da han vågnede igen onsdag morgen amerikansk tid, var føringerne enten blevet mindre eller forvandlet til et forspring til Biden.
Det fik Donald Trump til at fare til tasterne på Twitter, hvor han skriver, at det er meget underligt, at hans føringer "på magisk vis" er forsvundet i flere delstater i løbet af natten på grund af mystiske stemmer”, der pludselig er dukket op.
Årsagen til Trumps udbrud skal findes i de mange brevstemmer, som i flere delstater først tælles op nu - og som traditionelt hælder mere mod demokratiske stemmer.
Donald Trump har længe - og så sent som tirsdag aften - tordnet mod de mange brevstemmer, som han mener fører til "stemmefusk". Han gik tirsdag så langt som at kalde valget for “svindel” og kræve et stop for optællingen, ligesom han agtede at gå til højesteret for at "sikre integriteten".
Trumps tweet blev - ligesom mange af præsidentens øvrige ytringer på det sociale medie - markeret som “potentielt vildledende” af Twitter.
Præsidenten fulgte hurtigt op med et nyt tweet, hvor han skrev:
- Hvordan kan det være, at hver gang de tæller bunker af brevstemmer, er de så voldsomme i deres procentdel og ødelæggende kraft?
Trump har hidtil ikke bevist nogen former for svindel, og alle eksperter har afvist, at der er mulighed for at snyde med brevstemmerne for at påvirke resultatet.