Trump melder om store fremskridt efter snak med Kinas Xi

JAPAN-STOCKS (Foto: Kazuhiro Nogi/Ritzau Scanpix)

Trump og Xi har talt sammen om en fremtidig aftale, der skal regulere handlen mellem de to lande.

Der sker "store fremskridt" i retning af at få en mulig handelsaftale på plads med Kina. Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på Twitter lørdag.

Trump skriver, at han havde en "lang og meget god" telefonsamtale med Kinas præsident, Xi Jinping.

- Det går fremad med en aftale, skriver Trump.

- Hvis den indgås, bliver den meget omfattende og dækker alle emner, områder og stridspunkter. Der sker store fremskridt!

De to præsidenter enedes for en måned siden om at indføre en form for våbenhvile i handelskrigen.

Den varer i tre måneder og betyder, at der ikke indføres nye toldsatser, mens de to lande forhandler om en aftale, der skal afslutte flere måneders stigende spændinger.

Det meste af 2018 har de to lande bekriget hinanden på handelsområdet og indført forhøjede toldsatser på en lang række varer.

Det har været en hindring i handlen mellem de to lande, der årligt handler varer med hinanden for flere hundrede milliarder dollar.

Den fastlåste handelskonflikt er begyndt at ramme indtjeningen og skabe uro på finansmarkederne.

Kinesiske medier rapporterer ligeledes, at præsident Xi har talt i telefon med Trump, dog uden at tale om "store fremskridt".

Her skal den kinesiske præsident have givet udtryk for, at han håber at nå frem til et forhold mellem de to lande, der er koordineret, stabilt og præget af samarbejde. Det skriver statslige medier i Kina.

Xi tilføjer, at forhandlere fra begge lande har arbejdet hårdt på at føre en nyligt opnået konsensus ud i livet, skriver nyhedsbureauet Xinhua.

Præsidenten tilføjer, at han håber, at USA og Kina kan mødes på halvvejen og opnå en aftale, der er til gensidig nytte.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters