Den amerikanske præsident, Donald Trump, er landet i lufthavnen Ben Gurion i Israel efter et statsbesøg i Saudi-Arabien.
Trump betoner i en kort tale foran præsidentens fly, Air Force One, at han under sit besøg i Saudi-Arabien har fundet nye grunde til håb for regionen.
Det gælder en fælles indsats for at bekæmpe den internationale terrorisme og at sikre freden i Mellemøsten.
- Vi har foran os en sjælden mulighed for at bringe stabilitet til denne region og til at nedkæmpe terrorisme, siger Trump.
Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, der er med på rejsen, fortæller, at Trump er villig til at gøre en personlig anstrengelse for at sikre fred mellem israelere og palæstinensere.
Men det kræver, at begge parter er villige og seriøse deltagere, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Besøget i Israel varer to dage. Trump skal senere på dagen have politiske drøftelser med Netanyahu. Der er planlagt et møde med palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, var mødt op på landingsbanen for at tage imod Trump.
Han omtalte i en kort tale konsekvent det amerikanske præsidentpar ved deres fornavne Donald og Melania for at understrege et personligt venskab.
I løbet af weekenden gav Israel en række indrømmelser med økonomisk betydning til palæstinenserne. Det var blandt andet at gøre det nemmere at passere det mest travle checkpoint mellem Vestbredden og Israel.
Det var tilsyneladende for at følge op på Trumps opfordring til tillidsskabende handlinger.
Israels initiativer blev hilst velkommen af USA, men blev mødt med skepsis af palæstinenserne, som siger, at de har hørt den slags løfter før.
Trump lovede under valgkampen at flytte USA's ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Men en kilde i Det Hvide Hus siger, at præsidenten ikke vil annoncere det under sit besøg i Israel.
/ritzau/