Trump kræver gæstearbejdere fra dette land sendt hjem

I et udkast til FN's Sikkerhedsråd foreslår USA nye sanktioner mod Nordkorea. Medlemmerne skal stemme fredag.
I et udkast, som FN's Sikkerhedsråd skal stemme om fredag, foreslår USA at forbyde eksport af fødevarer, maskineri, elektrisk udstyr, jord og sten samt træ og skibsfartøjer fra Nordkorea.
I et udkast, som FN's Sikkerhedsråd skal stemme om fredag, foreslår USA at forbyde eksport af fødevarer, maskineri, elektrisk udstyr, jord og sten samt træ og skibsfartøjer fra Nordkorea. Foto: Kim Won-jin/arkiv/AFP

FN's Sikkerhedsråd har planlagt en afstemning fredag om nye sanktioner mod Nordkorea.

I et udkast sendt til alle 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet torsdag foreslår USA at begrænse Nordkoreas import af raffineret olie samt at slå ned på landets skibsfart.

Yderligere foreslår amerikanerne, at alle nordkoreanske gæstearbejdere, der arbejder i udlandet, skal sendes tilbage til Nordkorea inden for 12 måneder.

Det skriver nyhedsbureauet AP, der er i besiddelse af udkastet.

De foreslåede sanktioner er ikke de hårdeste sanktioner mod Nordkorea, som præsident Donald Trumps administration har foreslået.

Står det til Trump, skal al olieimport til Nordkorea forbydes. Samtidig vil han indefryse alle internationale aktiver tilhørende den nordkoreanske regering og dens leder, Kim Jong-un.

I udkastet, der skal stemmes om fredag, bliver det foreslået at forbyde eksport af fødevarer, maskineri, elektrisk udstyr, jord og sten samt træ og skibsfartøjer fra Nordkorea.

Samtidig skal det forbydes for alle lande at eksportere industrielt udstyr, maskineri, transportfartøjer og industrielle metaller til Nordkorea.

Nye sanktioner er FN's Sikkerhedsråds svar på Nordkoreas test af et interkontinentalt ballistisk missil 29. november i år.

Ifølge nordkoreanerne er det landets mest kraftfulde missil til dato. Det er angiveligt i stand til at nå alle dele af USA.

Ifølge AP har USA angiveligt drøftet det nye udkast med Kina, før dokumentet blev sendt til de resterende rådsmedlemmer.

Siden november sidste år har FN's Sikkerhedsråd blandt andet indført eksportforbud mod kul, jern, bly, tekstiler og skaldyr fra Nordkorea.

FN har også forbudt ansættelse af nordkoreanske gæstearbejdere samt indført et forbud mod olieeksport - især fra Kina, der er Nordkoreas største handelspartner.

/ritzau/AP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.