Den amerikanske præsident, Donald Trump, opfordrer Venezuelas regering til at løslade den fængslede oppositionsleder Leopoldo Lopez.
Det sker, efter at Trump har mødtes med Lopez' kone, Lilian Tintori, i Det Hvide Hus.
- Venezuela bør løslade Leopoldo Lopez, en politisk fange og mand til Lilian Tintori, fra fængslet omgående, skriver Donald Trump på Twitter onsdag lokal tid.
Han offentliggør samtidig et billede af ham, Lilian Tintori, vicepræsident Mike Pence og Florida-senator Marco Rubio.
45-årige Leopoldo Lopez sidder fængslet i Venezuela for at opildne til dødelig vold.
I september 2015 blev han idømt 13 år og ni måneders fængsel for sin rolle ved en demonstration i 2014 mod den siddende regering med præsident Nicolás Maduro i spidsen.
Protesterne udviklede sig voldeligt, og 43 mennesker mistede livet i optøjerne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Lopez overgav sig efterfølgende til politiet og blev beordret til at afsone sin straf i Ramo Verde-fængslet dømt for at have udtænkt volden ved demonstrationen.
Dommen over oppositionslederen, som er uddannet i sociologi og statskundskab i USA, er tidligere blevet kritiseret fra flere sider.
Desuden har USA's regering, FN og menneskerettighedsgrupper før opfordret Venezuela til at løslade Lopez.
Leopoldo Lopez er en fremtrædende figur i Venezuelas opposition og har tidligere været en populær borgmester i landet.
/ritzau/