Trump: Jeg vil også være præsident på livstid

Den amerikanske præsident roser Kinas præsident Xi Jinping, der kan blive præsident på livstid.
Donald Trump på vej ud af en helkiopter. Præsidenten roser sin kinesiske kollega efter en ændring af forfatningen kan gøre ham til livstidspræsident.
Donald Trump på vej ud af en helkiopter. Præsidenten roser sin kinesiske kollega efter en ændring af forfatningen kan gøre ham til livstidspræsident. Foto: Alex Edelman/arkiv/AFP

Den amerikanske præsident, Donald Trump, lovpriser den kinesiske præsident, Xi Jinping, der efter en snarlig lovændring kan blive genvalgt ud over de to embedsperioder, der hidtil har været maksimum i Kina.

Præsidentens ros til sin kinesiske kollega finder sted på en lydoptagelse, som CNN har offentliggjort.

- Han er nu præsident på livstid. Præsident på livstid. Og han er storslået, siger Trump på en lydoptagelse fra et fundraising-møde i Florida.

Amerikanske præsidenter har lige som kinesiske præsidenter været begrænset til at tjene i to valgperioder. Det blev stemt igennem som en tilføjelse til forfatningen i 1951.

Men Trump joker med, at han måske også gerne vil være præsident på livstid.

- Og hør her, det var han i stand til at gøre (ændre forfatningen, red.). Det synes jeg, er storslået. Måske skal vi også give det et skud en dag, siger Trump til tilråb og klapsalver fra sine støtter.

Det kinesiske kommunistpartis centralkomité lægger op til at ændre landets forfatning, så en præsident kan sidde længere end to gange fem år.

Dermed er der lagt op til, at Xi Jinping kan blive ved magten lang tid efter 2023, hvor han skulle afgive magten til en afløser.

Under Trumps tale roste han Xi Jinping, som han kaldte "en stor gentleman".

- Han er den mest magtfulde kinesiske præsident i hundrede år, sagde Trump, der tilføjede, at Xi Jinping har behandlet ham "særdeles godt".

Trump har ofte rost Xi Jinping, men i januar sagde han til Reuters, at USA overvejede en stor bøde som en del af en undersøgelse af Kinas angivelige tyveri af intellektuel ejendom.

Han har desuden været kritisk over for Kinas handelspolitik.

Trump sagde i december til The New York Times han havde været blød over for Kina på grund af problemerne med Nordkoreas atomprogram.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.