Trump i ny brøler - og igen var han bare sarkastisk

Nyheder
Donald Trump har dummet sig igen igen. (Foto: Ritzau Scanpix)

For anden gang på få dage har Donald Trump dummet sig - og igen undskylder han sig med, at det var sarkastisk. 

Donald Trump har dummet sig igen igen.

Og igen undskylder den amerikanske præsident sig med, at det var et forsøg på at være sarkastisk. 

Forleden fik den amerikanske præsident verden til at ryste hovedet i vantro, da han på et pressemøde i noget der lignede ramme alvor foreslog, at man undersøgte muligheden for at sprøjte desinficerende midler ind i kroppen mod coronavirus. 

Den kommentar var dog ment som en sarkastisk kommentar for at drille journalisterne, lod Trump forstå efterfølgende. 

Og søndag var den så gal igen. Denne gang på Twitter, hvor han i en række tweets igen gik til angreb på medierne og deres dækning af den påståede russiske indblanding i præsidentvalget i 2016. 

- Hvornår vil de journalister, som har fået “Noble-priser” for deres arbejde om Rusland, Rusland, Rusland, et arbejde som senere er blevet bevist totalt forkert, få frataget deres elskede “Nobles”…, skrev Trump og fulgte op med et andet tweet, hvor han mente at journalisterne skulle sagsøges og “Noble-komiteen” skulle handle hurtigt. 

Beskederne blev senere slettet, da Trump blev gjort opmærksom på, at han konsekvent kalder “Nobel” for “Noble” - og at Nobel-komiteen i øvrigt intet har at gøre med uddelingen af priser til journalister. 

Der spekuleres i om Trump muligvis har ment Pulitzer-prisen, som er den fornemste journalistpris i USA, men ifølge præsidenten selv var det blot endnu et forsøg på at være sarkastisk. 

Da Donald Trump havde slettet beskederne, fulgte han op med et tweet, hvor han forsøgte at forklare, at fejlstavningen var helt bevidst og spurgte “Vil sarkasme nogensinde virke?”