Trump efter indrejseforbud: Det tager tid at konsultere EU

Storbritannien er undtaget Trumps indrejseforbud, fordi de ifølge ham gør en god indsats mod coronavirus.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, informerede ikke EU's ledere om det omstridte indrejseforbud, han har indført for europæiske lande, fordi det ville "tage tid".

Det siger han torsdag til journalister i Det Hvide Hus, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Det tager tid. Vi blev nødt til at handle hurtigt, siger Trump.

- Når de hæver skatterne over for os, har de heller ikke konsulteret os, tilføjer han.

Trump varslede i en tv-tale til nationen onsdag, at rejser fra Europa til USA forbydes i 30 dage. Tiltaget træder i kraft fredag ved midnat lokal tid i USA.

Samtidig forklarer han ifølge Reuters, at han besluttede at undtage Storbritannien fra forbuddet, fordi landet ifølge ham gør en god indsats mod coronavirusset.

Storbritannien har foreløbig bekræftet 459 smittetilfælde og otte døde som følge af coronavirus. Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University.

Nancy Pelosi, der er den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, kalder forbuddet "meget mærkeligt", fordi briterne er undtaget.

Også Irland og andre europæiske lande, der står udenfor Schengen-samarbejdet, er undtaget.

EU har torsdag taget afstand fra Trumps beslutning om et indrejseforbud for fly fra EU til USA.

- Coronavirus er en global krise, som ikke er begrænset til noget kontinent, og det kræver samarbejde snarere end handling på egen hånd, udtaler EU-Præsident Charles Michel og formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen.

- EU tager afstand fra det faktum, at USA's beslutning blev truffet ensidigt og uden at konsultere (EU, red.), skriver de.

/ritzau/