Den eksisterende grænseværdi for det kræftfremkaldende stof krom-6 er for høj, og det betyder, at 200 ud 10.000 danskere vil få lungekræft, skriver Berlingske fredag.
Derfor vil beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen have vurderet grænseværdien for krom-6 på ny.
- Det er noget, som jeg tager meget alvorligt. Vores grænseværdier skal selvfølgelig være forsvarlige, så folk ikke bliver syge af at gå på arbejde. Jeg kan konstatere, at Arbejdstilsynet har bedt Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø om at gå den videnskabelige dokumentation igennem, siger Troels Lund Poulsen.
- Jeg har bedt om, at dette sker hurtigst muligt, så vi snart har et grundlag for at vurdere, om grænseværdien skal justeres. Samtidig har jeg indkaldt arbejdsmiljøforligskredsen og Folketingets beskæftigelsesudvalg til et møde, hvor de vil få en grundig orientering, lyder det videre fra Troels Lund Poulsen.
En grænseværdi er det maksimale niveau, som myndighederne tillader, at arbejdere udsættes for farlige stoffer. Det kemiske stof krom-6 er blandt de farligste.
I en ny analyse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, vurderer eksperterne, at grænseværdien i Danmark og EU er for høj.
På den baggrund har Arbejdstilsynet bedt NFA om at komme med et forslag til en revideret grænseværdi.
Det forventes, at NFA's vurdering af grænseværdien er klar i februar 2019. Herefter vil et udvalg af uafhængige forskere så tage stilling til, om der er grundlag for at følge NFA's forslag.
Krom-6 findes blandt andet i pigmenter, maling og metalbelægninger.