Der kommer ikke flere bøger fra langturssejleren og eventyreren Troels Kløvedals hånd.
Det fortæller han til TV2 Østjylland:
- Jeg må desværre nok erkende, at jeg er for syg til at skrive en hel bog mere. Jeg har sværere og sværere ved at ramme tasterne på min Mac.
Således bliver hans seneste bog "Alle mine morgener på jorden", som udkom 5. december, hans sidste.
- Men var jeg ikke blevet syg af denne besynderlige sygdom ALS, som der ikke findes nogen behandling for selv her i 2018, havde jeg nok skrevet et par bøger mere, skriver han i en mail til tv-stationen.
Troels Kløvedal fik i 2016 konstateret den dødelige nervesygdom als. Sygdommen lammer langsomt muskulaturen, så man til sidst ikke kan trække vejret og dør. Troels Kløvedal kan ikke længere tale og kommunikerer derfor på skrift.
Han fortæller til tv-stationen, at han gerne ville have skrevet om Grækenland og dets kultur, historie og mytologi, som han hele livet har været betaget af.
- Og så én om Danmark i forlængelse af mine TV2 Fri-udsendelser, hvor jeg besøgte og fortalte om mine yndlings-forfattere og malere, fortæller Troels Kløvedal, der bliver 75 år i april.