Den nu tidligere sygehusdirektør på Ringsted Sygehus Vagn Bach får ifølge B.T. 2,5 millioner kroner med sig. Det viser en aktindsigt avisen har fået.
Vagn Bach blev som øverste ansvarlig fyret i februar, fordi mindst 735 kvinder med mistanke om brystkræft ikke havde fået den undersøgelse, de havde krav på. Ti kvinder har senere fået konstateret kræft.
Ifølge B.T. dækker de 2,5 millioner kroner over seks måneders opsigelsesvarsel og 12 måneders fratrædelsesgodtgørelse. Dertil skal lægges aftale om pension.
Professor i ledelse på Aalborg Universitet Anders Drejer kritiserer Region Sjællands aftale med Vagn Bach:
- Jeg mener, at når man ikke har levet op til sine forpligtelser og må forlade sit arbejde i "bad standing", så bør man kunne fyres på gråt papir. Når regionen ikke kan det, er det en dårlig aftale, der er indgået.
Kurt Klaudi Klausen, professor i offentlig forvaltning på Syddansk Universitet, opfordrer til, at de betingelser, der gives til topchefer angående afskedigelse, bør gentænkes:
- Behøver de kontrakter være så lukrative? siger Kurt Klaudi Klausen til B.T.
Mangelfulde screeninger kan have ramt flere
De 735 kvinder fik fra 2013 til 2017 kun undersøgt en mistanke fra egen læge om brystkræft med en mammografi.
Det er i strid med de nationale retningslinjer. Kvinderne burde også være undersøgt fysisk og ved en ultralydsundersøgelse.
Region Sjælland er i gang med at undersøge 8.700 kvinders patientjournaler for at finde ud af, hvor mange kvinder der reelt har fået en mangelfuld brystundersøgelse i perioden 2013-2017 og efterfølgende har fået brystkræft.
I sidste uge kom det frem, at helt op til 15 gange så mange kvinder som hidtil oplyst kan have fået brystkræft efter mangelfulde undersøgelser.