Torsdag formiddag har 2.600 medarbejdere i Skat fået besked på, at deres jobfunktion inden længe skal flyttes til en helt anden adresse.
Regeringens stort anlagte udflytning af statslige arbejdspladser blev ellers sparket til hjørne onsdag aften, da innovationsminister Sophie Løhde (V) kunne fortælle til DR, at planen først bliver offentliggjort til januar. Men det gælder altså ikke for Skat, der fremover skal bestå af syv nye styrelser, siger formand for HK Stat, Ulla Fabricius, til Avisen.dk.
- Over 2.500 medarbejdere har her til formiddag fået beskeden. Nogle steder er der panik. Der havde de slet ikke set det komme. Og andre steder skal man ikke flytte så langt som frygtet, siger hun til Avisen.dk.
Det er i de såkaldte målbilleder, at cirka 2.600 stillinger berøres. Det skønnes, at mellem 1.000 og 1.400 medarbejdere reelt skal flytte med deres stillinger frem mod 2021, oplyser Skat.
Det bygger på, at omkring 2.300 medarbejdere frem mod 2021 forlader skatteforvaltningen, fordi de går på pension, mens mange andre vil få en ny stilling i en af skatteforvaltningens nye styrelser, hvor der de kommende år skal rekrutteres cirka 3.300 personer.
Ulla Fabricius siger, at Skat helt ekstraordinært har fået lov til at melde den store flytteplan ud til medarbejderne nu, fordi myndigheden er så stor en størrelse.
- Man kan ikke holde til, at de ikke ved, hvor de skal hen, siger hun.
Ifølge Ulla Fabricius skal nogle flytte i 2018, andre i 2019 og nogle få i 2020. Et stort puslespil med de syv styrelser skal nemlig gå op i en højere enhed. Nogle steder skal en ny styrelse rykke ind i lokaler, som en anden styrelse først skal flytte fra.
Det er allerede meldt ud, hvor de syv nye styrelsers hovedkontorer skal placeres. Men hertil kommer en række andre adresser, der bliver fordelt i hele landet, siger Ulla Fabricius.
Læs mere om, hvor de nye styrelser skal ligge her.
Den nye Skattestyrelses hovedkontor bliver eksempelvis i København, men medarbejdere skal også fordeles ud på 16 andre adresser. Den nye Motorstyrelse får hovedsæde i Aalborg, men får også adresse fire andre steder i landet. Blandt andet i Høje Taastrup og Aarhus.
- Gældsstyrelsen placeres i Middelfart
- Vurderingsstyrelsen placeres i Roskilde
- Skattestyrelsen får hovedsæde i København og hovedområderne erhvervsskat, selskabsskat og personskat placeres i Ribe, Høje Taastrup og Aarhus
- Toldstyrelsen placeres i Aarhus
- Motorstyrelsen placeres i Aalborg
- Administrations- og Servicestyrelsen placeres i Herning
- Udviklings- og Forenklingsstyrelsen placeres i København