Trods manglende resultater: Region freder alligevel dyr whistleblower-ordning

Trods manglende resultater freder Region Hovedstaden alligevel den såkaldte whistleblower-ordning, hvor medarbejdere anonymt kan henvende sig med mistanke om ulovligheder.
Regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) var blandt modstanderne af ordningen.
Regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) var blandt modstanderne af ordningen. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Stod det til forvaltningen og ikke mindst Socialdemokratiet, skulle Region Hovedstadens whistleblower-ordning sløjfes. Den er for dyr og for ineffektiv, lød det i går, mandag.

Siden 2015 har sygeplejersker, sosu'er og andre medarbejdere haft mulighed for at henvende sig anonymt til regionens whistleblower-ordning med mistanke om ulovligheder, fejlbehandlinger eller svigt. Der er i alt indberettet 28 sager, og det er for lidt, mener flere.

Men ordningen har alligvel overlevet årets budgetaftale, der landede med et bredt flertal natten til tirsdag.

Og det glæder Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der kaldte snakken om at skrotte ordningen for “gak-gak”.

Hun er ikke enig i, at ordningen er for dyr.

- Hvis det tip, whistletbloweren kommer med, er af økonomisk karakter, kan de penge hurtigt være tjent hjem, siger hun.

Tror du, ordningen “er hjemme “ nu eller bliver den taget op igen?

- Jeg håber, den er hjemme og den bliver bibeholdt. Og så må man kigge på en anden måde at indrette det på, hvis man er utilfreds, siger Bente Sorgenfrey.

S: Advokatregninger er for dyre

Det er blandt andre Enhedslisten og Liberal Alliance i regionsrådet, der har kæmpet for at beholde whistleblower-ordningen, mens Socialdemokratiet mener, ordningens advokatregninger er for dyre.

- Vi var enige om, at vi ikke ville sige “tju-bang” og nedlægge den med det samme. Men ordningen er ikke groet i vores baghave, og jeg vil holde fast i, at vi skal se på, om vi ikke kan bruge de penge mere fornuftigt, siger Leila Lindén, medlem af regionsrådet for S.

Hun peger på, at ordningen indtil videre har kostet 800.000 kroner. Men vil man indgå et bredt politisk forlig, ja, så koster det også.

- Vi må hugge en hæl og klippe en tå. Vi har fået noget af det, vi gerne vil igennem med. Og jeg synes, det er så vigtigt, at vi alle er enige om budgettet, siger Leila Lindén.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.