Med den netop indgåede trepartsaftale har virksomhederne forpligtet sig på at oprette 8000 til 10.000 flere praktikpladser frem mod 2025.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) vil nøje holde øje med, om der løbende oprettes nok pladser. I 2018 skal der således være oprettet 2100 flere praktikpladser. Sker det ikke, må der tages yderligere midler i brug, fortæller han:
- Parterne har skrevet under på, at hvis der ikke sker den nødvendige udvikling, så skal der tages initiativer, som sikrer udviklingen.
Ministeren har dog tiltro til, at virksomhederne vil levere de lovede praktikpladser til tiden, fordi han har tiltro til, at økonomiske incitamenter virker.
Trepartsaftalen introducerer en ny økonomisk gulerod - og pisk - for virksomhederne. De arbejdsgivere, der opretter mange praktikpladser, skal fremover betale mindre i det såkaldte Arbejdsmarkedets Uddannelsesbidrag, end dem, der ikke tager elever.
- Nu starter vi med at give bonus til virksomhederne på de ønskede erhvervsområder allerede i 2017. Så følger vi det tæt, og så må vi se, om der er noget, der ikke virker - og hvilket håndtag, der i så fald skal skrues på, siger Jørn Neergaard.
Han vil ikke give et bud på, hvilke håndtag det kan være. Det vil direktøren for Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad, heller ikke:
- Nu har vi lavet en aftale i dag. Nu skal vi have teknikken i instrumenterne på plads. Og så har vi en forhåbning om, at det vil virke. Og så hører jeg ikke til dem, der tager sorgerne på forskud.
Beskæftigelsesministeren, der selv har været DA-direktør, erkender, at et økonomisk incitament ikke er nok til at få virksomhederne til at tage praktikanter, når de ikke har gjort det i årevis.
- Men tingene skal løses i den rigtige rækkefølge, pointerer han.
- For et par år siden blev der lavet en reform på erhvervsuddannelsesområdet. Den løser en række af de problemer, som virksomhederne har påpeget som årsagen til, at de ikke har taget praktikanter. Vi får tilbagemeldinger om, at den reform er begyndt at virke.
- Det er fundamentet. Så gælder det om at gøre det synligt for de unge, at erhvervsuddannelser er en attraktiv uddannelsesvej - og sige til virksomhederne, at det er nu, de skal levere praktikpladser, fordi de selv har brug for faglært arbejdskraft.
Hvis jeg som ung søger ind på en erhvervsuddannelse, kan du så love mig en virksomhedspraktik?
- Hvis man vælger et område, hvor vi ved, at vi kommer til at mangle arbejdskraft, så kommer man formodentlig ind på et felt, hvor virksomhederne får en ganske høj bonus for at have praktikanter, siger ministeren.
/ritzau/