Treårig forsvandt: Fundet sovende på mark med en hund
Foto: Politiet
Tre-årige Sarah Mariager var lørdag aften væk i tre timer. Imens fik hun en lillebror.

Politi, pårørende og beboere i området ved Rærup sydøst for Vodskov rykkede lørdag aften ud, da den tre-årige Sarah forsvandt sammen med sine bedsteforældres hund, Manfred.

Dramaet udspillede sig samtidig med, at Sarah var ved at få en lillebror. Sarahs forældre var nemlig på sygehuset, hvor familien blev forøget med en lillebror.

Men fra omkring klokken 18.30 til en redningshelikopter fandt den tre-årige pige sovende på en mark, var de lykkelige omstændigheder om familieforøgelsen vendt til et mareridt.

Det fortæller Sarahs far til TV 2 Nord.

Sarah blev passet ved bedsteforældrene lørdag aften, mens forældrene var på sygehuset.

- Så ligger vi ude på sygehuset og har født. Og da vi så ringer for at sige, at nu er Sarah blevet storesøster, får vi at vide, at Sarah hun er væk, og politiet er der, siger Michael Mariager om den surrealistiske oplevelse.

Da en redningshelikopter spottede Sarah kort før klokken 21.30 havde Manfred lagt sig oven på hende og holdt hende varm.

Sarah var i god behold, og havde det efter omstændighederne godt. Men hun var våd og kold og havde slået sig og fået nogle rifter.

Ifølge Nordjyllands Politi deltog cirka 30 mand fra politikredsene i eftersøgningen samt en masse civile. En indsats, som Sarahs far Michael Mariager er taknemmelig over:

- Super tak til hele teamet, alle sammen, og alle hjælperne, og alle der har kommet og hjulpet. Vi er evige og dybt taknemmelige. Det var bare vanvittigt smukt. Så sikke en dag, siger Michael Mariager til tv-stationen.