Uro og fare er en del af hverdagen for de danske soldater i Afghanistan.
Tre danske soldater blev torsdag såret af en bilbombe cirka 20 kilometer øst for byen Gereshk i Afghanistan. Det skriver tv2.dk.
"De har det efter omstændighederne okay og har selv været i stand til at ringe til deres pårørende. Sprængladningen var placeret i et køretøj, som eksploderede, da vores soldater passerede forbi,” fortæller oberstløjtnant Jens Lønborg, som bekræfter begivenheden.
Om de danske soldater vil blive fløjet hjem er endnu uvist. Det kommer an på soldaternes tilstand.
"De sårede soldater var på et hold, der skal hjem til april," siger oberstløjtnanten til tv2.dk.
Efter eksplosion blev soldaterne evakueret med helikopter. De blev fløjet til Camp Bastion. De kommer fra et dansk minerydningshold fra Ingeniørregimentet i Skive.