De "almindelige" prostituerede har fået ny konkurrence på gaden og på landets bordeller.
Udfordreren er født som mand i Brasilien, men han/hun ligner en kvinde og sælger nu sig selv til danske mænd.
- De transseksuelle tjener rigtig mange penge i forhold til kvinderne på bordeller. Der er stor efterspørgsel, fortæller politiassistent i udlændingegruppen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Thuesen.
Han vurderer, at op mod hver 10. prostituerede i Midt- og Vestjylland nu er brasilianer og transseksuel. Altså, kvinder som er født som mænd.
- Det er en ny og nemmere måde for bagmændene at tjene penge på, siger Henrik Thuesen.
At transseksuelle fra Brasilien tilsyneladende er særligt populære i det midt- og vestjyske prostitutionsmiljø, har Henrik Thuesen ingen forklaring på.
Midt- og vestjyske betjente stødte første gang på de transseksuelle prostituerede ved rutinemæssige kontroller på landsdelens bordeller for omkring to år siden.
Selv om der er gode penge i transeksuel prostitution, er der dog sjældent tale om solstrålehistorier fra Brasilien.
- Det er sørgerlige historier. De kommer fra fattige områder, hvor de ikke bliver respekteret, til Europa for at tjene penge. Det er nedladende på mange områder, mener Henrik Thuesen.
Ifølge Henrik Thuesen kommer de transseksuelles kunder fra alle samfundslag.