En 23-årig motorcyklist blev fredag ved 19-tiden dræbt i et sammenstød med en traktor med tilhørende gyllevogn på Bredsten Landevej vest for Vejle.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV Syd.
Ulykken skete mere præcist mellem Filskov og Uhe i krydset ved Sdr. Egsgaardvej. Manden blev dræbt på stedet.
De pårørende til den dræbte, der er fra lokalområdet, er underrettet.
En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet og de implicerede køretøjer for at få fastlagt, hvad der er årsag til ulykken.
/ritzau/