Den tidligere Vild med Dans-vinder Sophie Fjellvang-Sølling er ramt af dyb sorg, efter hendes blot 36-årige mand er død af et pludseligt hjertestop.
Skiløberen Sophie Fjellvang-Sølling, der vandt 8. sæson af Vild med Dans sammen med danseren Silas Holst, har mistet sin mand. Natten til lørdag døde hendes mand, Nikolaj Fjellvang-Sølling, af et pludseligt hjertestop.
Det skriver BT tirsdag.
Nikolaj Fjellvang-Sølling blev kun 36 år gammel.
Foruden sin kone efterlader han sig også parrets fælles søn, Maximillian, på halvandet år.
- Nikolaj gik bort som følge af en forsnævring i hjertekrans pulsåren, siger Danny Fogel, som er en nær ven af familien til BT.
Sophie Fjellvang-Sølling og resten af familien er chokerede over det pludselige dødsfald.
- Sophie er dybt ulykkelig og ønsker at få fred til at bearbejde sorgen med den nærmeste familie. Familien håber, at alle vil respektere dette, siger Danny Fogel.
For en måned siden fik Nikolaj Fjellvang Sølling iølge Danny Fogel konstateret en forsnævring i hjertekrans pulsåren, men lægerne mente dog, at de havde konstateret det i tide.
Kilde: BT