Trafikulykke: En person dræbt
En person har mistet livet i en trafikulykke tidligt torsdag morgen, oplyser Nordjyllands Politi. Arkivfoto Foto: Colourbox/free
En trafikulykke i Nordjylland har fået dødelig udgang, oplyser politiet.

En 37-årig mand har mistet livet i en trafikulykke i Nordjylland, oplyser politiet torsdag morgen. Manden blev ramt af en bil.

Ulykken skete omkring klokken 5.30, da den 37-årige kom gående på Egensevej i Klarup uden for Aalborg.

Han blev alvorligt kvæstet ved påkørslen, og selv om en ambulance ganske kort tid efter kom til ulykkesstedet, lykkedes det ikke at redde hans liv.

- Vi arbejder på at klarlægge hændelsesforløbet. Der er dog intet, der tyder på, at der har været spiritus eller for høj hastighed indblandet, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

/ritzau/