Førerne af to biler generede fredag middag hinanden så meget i trafikken, at konflikten udviklede sig til både hærværk, slagsmål og knivstikkeri.
Tre personer er blevet sigtet for vold.
- Det begynder med noget trafikchikane, hvor de to biler generer hinanden, og ender med, at de kører ind i hinanden. Herfra udvikler det sig til et større slagsmål, siger vagtchef Peter Hunniche, Østjyllands Politi.
Episoden fandt sted kort efter klokken 12 på Viby Torv ved Aarhus.
Da de to biler var stødt ind i hinanden, standsede de. To mænd steg ud af den ene bil og gik over til den anden bil, hvor de trak føreren, der var alene i bilen, ud.
- Det bliver indledningen til et større slagsmål, hvor ham, der var alene i bilen, trækker en kniv og tildeler den ene af de to andre et snit i ansigtet, siger Peter Hunniche.
Herefter sloges de tre mænd videre, og de nåede i den vilde tumult at begå hærværk på hinandens biler, inden de blev skilt ad af forbipasserende og politiet.
De tre mænd er alle blevet anholdt og sigtet for vold. Ifølge vagtchefen vil de blive løsladt efter endt afhøring hos politiet.
Der er tale om en 18-årig mand fra Randers, der var alene i bilen, mens de to mænd i den anden bil er 20 år og 24 år og fra Tilst.
/ritzau/