Astanas sportsdirektør Alexander Vinokourov ærgrer sig over, at danske Jakob Fuglsang endnu en gang måtte lade sig nøje med en andenplads i gårsdagens etape i Tour de France. Det skriver Ekstra Bladet.
- Jakob er en professionel rytter og han arbejder 100 procent for holdet, men det er hans tredje sæson på Astana, og han har endnu ikke vundet en etape. I dag var det så Rodriguez, der ødelagde det for ham. Men når det er sagt, er jeg også glad for det, Jakob viste, selv om vi gerne ville have haft sejren, siger Alexander Vinokourov til avisen.
Allerede forud for etapen havde den tidligere russiske cykelstjerne bedyret, at han forventede en offensiv fra danskeren. Taktikken blev altså fulgt, selvom det ikke endte med det ønskede resultat, da Joaquim Rodriguez snød danskeren for sejren.
- Jeg havde selvfølgelig foretrukket, hvis han havde vundet, men da jeg så, at Joaquim Rodriguez var en af de ryttere, der var med i udbruddet, vidste jeg, at det ville blive en svær opgave, siger Alexander Vinokourov til Ekstra Bladet.