FC Midtjylland har været et niveau over konkurrenterne i årets Alka Superliga, og derfor er det heller ikke den store overraskelse, at Forårets Profil, kåret af ligaens trænere i Tipsbladet, skal findes blandt de midtjyske spillere.
Superligatrænerne har stemt midtbanemotoren Jakob Poulsen ind på en relativt klar førsteplads i afstemningen med 36 point foran FC Københavns venstreback, Ludwig Augustinsson, der fik 23 point.
Efter første halvdel af sæsonen blev en anden FCM-spiller Pione Sisto kåret til Efterårets Profil, og dermed har midtjyderne taget begge priser i år.
- Det er altid rart at få lidt anerkendelse, siger Jakob Poulsen til Tipsbladet, som står bag prisen.
- Der har selvfølgelig også være assists og mål og generelt gode præstationer, men defensivt er jeg blevet bedre. Det er rart også at kunne bidrage på det område, siger FCM-spilleren om sin egen sæson.
Inden sidste spillerunde står Jakob Poulsen noteret for 11 assists i superligasæsonen, hvilket er fem mere end de næste på listen. Derudover har han leveret fire mål.
Nummer tre i afstemningen om Forårets Profil blev Poulsens finske holdkammerat Tim Sparv.
I afstemningen skal hver superligatræner uddele fra ét til fem point til fem forskellige spillere, og spilleren med flest stemmer samlet løber med prisen.
/ritzau/