Når Roma på lørdag er på besøg i Udinese, bliver det med mulighed for, at den 36-årige, tidligere italienske landsholdspiller Francesco Totti kan overhale en svensk fodboldlegende i Serie A-regi.
I det 16. minut af den seneste spillerundes hjemmekamp mod Genoa scorede midtbanespilleren sit 225. mål i den bedste italienske liga.
Det er lige så mange mål, som den svenske spiller Gunnar Nordahl nåede i sin italienske karriere for Milan og Roma, der stoppede i 1958.
- Totti er en vinder, og som andre vindere, har han utænkelige ressourcer, siger den italienske fodboldtræner Fabio Capello, der i øjeblikket er træner for det russiske landshold.
- Han har mistet noget af sin hurtighed, men han har kompenseret for det gennem skarpsindighed og intelligens, mener den tidligere Roma-træner.
Kun den italienske spiller Silvio Piola, der trak sig tilbage i 1954, har med sine 274 mål scoret flere gange i Serie A end Totti og Nordahl.
Totti er i øjeblikket i gang med sin 21. sæson for den italienske klub, og selvom han debuterede, før flere af hans medspillere blev født, vurderer Roma-ikonets tidligere træner stadig, at Totti har mere at give.
- Han kan ikke spiller for evigt, men han kan stadig spille et par år endnu. Han kan ikke spille i alle kampene. Han bliver nødt til at forstå, at han kun kan fortsætte på det her niveau, hvis han spiller i et begrænset antal af kampe, lyder det fra Capello.
Roma går ind til weekendens opgør med tre sejre i bagagen og med Totti-scoringer i de seneste to. Det har bragt klubben op på syvendepladsen i ligaen - tre point fra Milan på tredjepladsen.
Udinese, der ligger to pladser og tre point efter Roma i tabellen, har hentet fire point i sine seneste tre kampe.
Udinese og Roma mødes lørdag klokken 20.45.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.