Gareth Bale er på kontrakt i Tottenham frem til 2016. Alligevel mener Tottenhams manager Andre Villas-Boas, at den ombejlede waliser bør indgå en ny kontrakt med London-klubben for at mane alle spekulationer om et sommerskifte i jorden.
Villas-Boas er parat til at give Bale en lønforhøjelse, så han ikke bliver fristet af tilbud fra interesserede klubber.
- Det ville være godt for ham at indgå en ny kontrakt.
- Jeg synes, at han fortjener det efter den sæson, han har haft. Det ville gøre det muligt at lægge alle spekulationer i seng.
- Det ville være godt og en belønning for den fremragende sæson, han har haft, siger Andre Villas-Boas ifølge nyhedsbureauet AFP.
Gareth Bale har i denne sæson scoret 20 gange for Tottenham i Premier League. For nylig er han blevet kåret til årets spiller i den bedste engelske fodboldrække.
Bales bedrifter har fået flere af Europas storklubber til at sætte ham på ønskesedlen til sommerens transfervindue. Blandt andre er waliseren blevet sat i forbindelse med et skifte til spanske Real Madrid.
Tottenham indtager i øjeblikket femtepladsen i Premier League og kæmper for en plads i næste års Champions League. Det kræver som minimum en placering i top-4.
/ritzau/