Mindst seks mennesker har mistet livet og syv andre savnes, efter at en halv snes tornadoer har hærget det nordlige Texas og trukket et spor af død og ødelæggelse efter sig i den amerikanske delstat.
Myndighederne siger, at antallet af dræbte kan vise sig at være højere end angivet efter hvirvelstormene, som onsdag jævnede huse med jorden og rev træer op med rode i et stort område nær Dallas og Fort Worth.
Tidligt torsdag gik redningsmandskab rundt og søgte efter overlevende i den hårdest ramte by, Granbury, der har omkring 8000 indbyggere. I området omkring byen savnes syv personer, og mindst 45 er kvæstet.
Tv-stationen CNN rapporterer, at der er over 100 mennesker, som er kvæstet.
- Vi har ikke fuldt overblik over, hvor mange der har brug hjælp. Det vigtigste er stadig sikkerheden og at finde ofre, som mangler hjælp, siger sherif Roger Deeds i Hood County.
Han siger, at strømkabler er revet ned, og at veje er blokeret af træer og bygningsdele.
Flere storme er varslet andre steder i Texas.
- Denne type tornadoer slår ned og løfter sig op og rammer ned igen De har tendens til at hinke af sted, siger talsmanden Matt Zavadsky fra den lokale redningstjeneste ifølge CNN.
/ritzau/Reuters