Hans mærkesager er at stoppe "hate crimes" og at kæmpe for mangfoldighed, uddannelse og miljøet.
Lars Aslan Rasmussen - ham med sixpence-kasketten - fik 1.447 personlige stemmer og 2.368 i alt ved valget torsdag.
Han er dermed Socialdemokraternes stedfortræder nummer ét i København og står med andre ord til at blive den afgående statsministers efterfølger, hvis Helle Thorning-Schmidt efter valget siger ja til et topjob uden for Christiansborg.
S-kandidaten sidder i Borgerrepræsentationen i København. Han har skrevet følgende på sin Facebook-profil lørdag:
- Har ikke fulgt med så meget på Facebook den seneste tid, men ret komisk at se, hvordan folk bliver forargede over, at nogle er kede af DF's store tilslutning. Ja, de har vundet et demokratisk valg, men det er vel lige så demokratisk at give udtryk for skuffelsen.
Han uddyber:
- Jeg hører til den sidste gruppe, som er dybt bekymret over DF's gode valg. Ikke kun i forhold til flygtninge og indvandrere. Men også når det handler om ligestilling, miljø og social dumping.
Lars Aslan Rasmussen er 36 år.
Han er født og opvokset på Nørrebro med en kurdisk/dansk baggrund.
Lars Aslan Rasmussen er uddannet skolelærer.
I 2013 blev han genvalgt til Københavns Borgerrepræsentation, hvor han er politisk ordfører for den socialdemokratiske gruppe. Han har tidligere været socialordfører samt beskæftigelses- og integrationsordfører.