Tophemmeligt projekt skaber jobs: Dansk virksomhed i vildt samarbejde

Animationsvirksomheden Nørlum i Viborg er vokset fra 15 til 41 medarbejdere på grund af ordren fra Disney.
Foto: Scanpix

Siden januar i år har 41 medarbejdere fra animationsvirksomheden Nørlum i Viborg arbejdet på et Disney-projekt.

Hvad de egentlig arbejder med, er fortsat tophemmeligt, siger medejer af Nørlum, Claus Toksvig.

- Vi har fået etableret et samarbejde med Disney, og det er vi meget glade for, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Claus Toksvig kan ikke løfte sløret for, om projektet er en tegnefilm.

- Projektet kommer ud til november, og mere må jeg faktisk ikke sige om det, siger han.

Animationsvirksomheden er vokset fra 15 til 41 medarbejdere på grund af ordren fra Disney. I 2015 var Nørlum med til at producere en animeret kortfilm "Sangen fra havet", der blev nomineret til en Oscar.

Hvordan er det for en nystartet virksomhed at lege med Disney?

- Det må jeg heller ikke sige så meget om, men hvis man forestiller sig, at man er i gang med at lave Star Wars. Sådan har jeg det med det her projekt, selvom det ikke er det.

Claus Toksvig regner med, at Disney selv afslører, hvad projektet mere konkret går ud på til august.

- Jeg glæder mig også rigtig meget til den dag, for det har været lidt spændende at gå med, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.