Topforhandler tror på flere møder med Løhde: Vi gør hvad vi kan for at undgå konflikt

Der er endnu ikke indkaldt til møder om nye overenskomstforhandlinger på det statslige område.
- Min krystalkugle er til reparation, så det ved jeg ikke, men vi gør alt, der står i vores magt, for at lande en aftale og undgå en konflikt, siger topforhandler Flemming Vinther.
- Min krystalkugle er til reparation, så det ved jeg ikke, men vi gør alt, der står i vores magt, for at lande en aftale og undgå en konflikt, siger topforhandler Flemming Vinther. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix/arkiv

Onsdag forhandler parterne på det kommunale område igen om en ny overenskomst i Forligsinstitution, mens det torsdag er regionernes tur.

Der er ikke planlagt møder på det statslige område, men Flemming Vinther, der er chefforhandler for arbejdstagerne i staten, tror, at der kommer flere.

- Det er op til forligsmanden, men jeg regner ikke med, at vi været i Forligsinstitution for sidste gang, siger han.

Han peger dog på, at det ikke er op til ham - men forligsmanden.

- Hun (forligsmanden, red.) har så valgt at tage kommuner og regioner ind, og det respekterer vi selvfølgelig, det har vi sådan set ikke andre muligheder for.

- Så må vi se, hvad der sker efter onsdag og torsdag, om hun har lyst til at se staten, siger Flemming Vinther.

Han ønsker ikke at spekulere i, hvorfor parterne på det statslige område ikke er blevet indkaldt.

For arbejdsgiverne i staten er det innovationsminister Sophie Løhde (V), der er topforhandler.

Forligsmand Mette Christensen har indkaldt parterne til forhandlinger om nye overenskomster efter en uges pause.

Hun har mulighed for at udskyde en mulig storkonflikt med to uger, såfremt der ikke indgås en aftale mellem parterne.

Det har hun allerede gjort én gang, og hun har derfor kun én udskydelse tilbage i bøssen.

Flemming Vinther peger på, at ingen af arbejdstagerne ønsker en konflikt.

- Men det er også klart, at vi ikke har tænkt os at bøje os for hvad som helst. Og det er bestemt ikke hjælpsomt, når der onsdag har været en uhørt provokation fra KL's direktør, siger han.

Kristian Wendelboe, direktør for Kommunernes Landsforening (KL), har onsdag i et interview med Politiken sagt, at en storkonflikt vil gøre ubodelig skade på den danske måde at forhandle overenskomster på.

Repræsentanterne for arbejdstagerne vil dog gøre alt for at nå en aftale, men Flemming Vinther ved ikke, om det lykkes.

- Min krystalkugle er til reparation, så det ved jeg ikke, men vi gør alt, der står i vores magt, for at lande en aftale og undgå en konflikt.

Tror du på, at det er muligt?

- Det skal man tro på, ellers lykkes det i hvert fald ikke, siger Flemming Vinther.

En strejke tidligst bryde ud 22. april, mens en lockout tidligst kan påbegyndes 28. april, såfremt forligsmanden ikke udskyder konflikten igen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.