Få timer efter, at det stod klart, at Demokraterne bevarer flertallet i det ene af Kongressens to kamre, Senatet, opfordrede Senatets demokratiske leder, Harry Reid, til, at de to store partier nu arbejder sammen om at undgå, at USA kastes ud over den såkaldte "fiscal cliff" - eller på dansk den økonomiske afgrund.
- Vi må sætte os ned og arbejde på det nu, vi kan ikke vente. Det var reelt den besked, det amerikanske folk har sendt, siger Reid på en pressekonference.
Han tilføjer, at han er klar til at tale med Republikanerne "når som helst og om hvad som helst".
Allerede få timer efter, at valgresultatet var klar, tog Reid hul på de indledende drøftelser med John Boehner, hans republikanske modpart i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus.
Begge var enige om ikke at "trække nogen linjer i sandet" på nuværende tidspunkt.
Men Reid understreger alligevel, at Demokraterne ikke vil afvige fra holdningen om, at skatterne bør stige for USA's allerrigeste, ikke for middel- eller arbejderklassen.
Hvis ikke partierne kan enes om nye tiltag, rammer "fiscal cliff" USA ved årsskiftet, hvor en lang række midlertidige skattelettelser og offentlige udgifter udløber.
Det vil reducere underskuddet med 600 milliarder dollar, men kan være så voldsom en økonomisk kur, at USA atter kastes ud i recession - medmindre politikerne i de kommende knap to måneder bliver enige om en mere forsigtig tilgang.
Præsident Barack Obama talte onsdag aften i telefon med Kongressens ledere fra både republikansk og demokratisk side og har i lighed med Harry Reid understreget, at det amerikanske folk ønsker, at de to partier samarbejder.
Han gentog, at budgetunderskuddet skal reduceres "på en afbalanceret måde", og at han ønsker at sænke skatterne for middelklassen og mindre virksomheder.
Republikanerne og Demokraterne har i årevis været dybt splittede i spørgsmålet om, hvilken politik der kan bringe den amerikanske økonomi på ret kurs.
/ritzau/Reuters