Den amerikanske senator Mark Warner, der er den ledende demokrat i Senatets efterretningskomité, siger, at det vil få store konsekvenser, hvis USA's præsident, Donald Trump, fyrer særlig anklager Robert Mueller.
Udtalelsen kommer i kølvandet på flere republikanske angreb mod den undersøgelse, som Robert Mueller i øjeblikket arbejder på.
Robert Mueller er tidligere FBI-chef og særlig anklager i efterforskningen af mulige forbindelser mellem Trumps valgkampagne og Rusland.
- Det har potentiale til at udløse en forfatningskrise, siger Mark Warner om en eventuel fyring af Robert Mueller.
- Kongressen må gøre det klart over for præsidenten, at det er uacceptabelt at fyre den særlige anklager eller blande sig i hans undersøgelse ved at udstede benådninger, og at det vil have øjeblikkelige og omfattende konsekvenser, lyder det onsdag fra Virginia-senator Mark Warner.
Republikanske kritikere har blandt andet beskyldt Robert Mueller for at være partisk. De har samtidig opfordret Trump til at fyre ham.
Præsident Donald Trump udtalte dog søndag, at han ikke har nogen planer om at fyre den tidligere FBI-chef.
- Præsidenten har sagt, at han ikke overvejer at fjerne særlig anklager Mueller, men præsidentens tidligere handlinger på dette område er bekymrende, siger Mark Warner og tilføjer:
- Jeg er sikker på, at de fleste af mine kolleger ikke havde regnet med, at han ville fyre James Comey.
James Comey blev fyret som FBI-chef i maj på grund af sin rolle i kontroversen om forhenværende præsidentkandidat Hillary Clintons brug af en privat server til e-mails i sin tid som udenrigsminister under præsident Barack Obama.
Trump kan ikke direkte fyre Mueller, men kritikere mener, at Trump kan forlange, at højtstående embedsfolk i justitsministeriet fyrer Mueller.
/ritzau/Reuters