Topchefer hylder prins Henrik: Dette var hans store styrke

Prins Henrik blev 83 år. Han døde sidst på aftenen 13. februar og får af erhvervslivets topchefer ros for at være god til at føre en samtale med personer på alle niveauer af samfundet. (Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv))

Dansk erhvervsliv havde med prins Henrik adgang til de højere luftlag i blandt andet Kina, siger dansk topchef med tætte relationer til kongehuset.

Med sin personlighed lykkedes det prins Henrik at åbne mange døre, der ellers ville være lukkede for Danmark.

Det siger flere topchefer med tætte relationer til kongehuset ifølge Billed-Bladet til Børsen.

Blandt andre siger bestyrelsesformand i Jebsen & Co. Hans Michael Jebsen til avisen, at prins Henrik var en verdensmand, som havde indsigt i de lande, han besøgte:

- Det var prins Henriks store personlighed og internationale baggrund, der var hans styrke i udlandet. Han var kosmopolit og kunne begå sig overalt. Han havde indsigt i de lande, han besøgte, og det var tydeligt, at han havde sat sig ind i sagerne. Det gav respekt, siger Hans Michael Jebsen til avisen, og uddyber:

- Det danske erhvervsliv fik med prins Henrik en person, der kunne skabe adgang til de højere luftlag i Kina, som ellers er meget top-down-styret. Det betød, at man kunne få politikere og andre i tale, som ellers var få forundt.

Den familieejede virksomhed Jebsen & Co. har rødder i det sønderjyske og drives i dag fra hovedsædet i Hong Kong.

Hans Michael Jebsen er tæt på kongefamilien og er en af landets 50 mænd med titlen hofjægermester.

Ros fra Danfoss

Også Danfoss' bestyrelsesformand, Jørgen Mads Clausen, fremhæver overfor Børsen prinsens personlighed og store engagement i dansk erhvervsliv som noget, han vil blive husket for:

- Prins Henrik har haft en stor og positiv betydning for dansk erhvervsliv og har gennem flere årtier været en meget aktiv støtte for danske virksomheder - både til arrangementer herhjemme og især i udlandet, hvor prinsen ofte har stået i spidsen for danske erhvervsfremstød over hele verden, siger Jørgen Mads Clausen.

Jørgen Mads Clausen var via Bitten og Mads Clausens Fond sammen med Ecco Holding og Ole Kirks Fond (Lego, red.) med til at stifte Schackenborg Fonden. Fonden købte i 2014 Schackenborg Slot og tilhørende aktiver af prins Joachim. Fonden har prins Joachim og prinsesse Marie som protektorer.